Skip til primært indhold

Hvorfor så træt

Om træthed og kroniske smerter

Mennesker med kroniske smerter fortæller ofte om en overvældende træthed, der begrænser dem i deres hverdag – ofte mere end smerterne gør.

Skrevet af: Læge Laila Bendix

Træthed kan være svær at sætte ord på. Vi prøver at forstå trætheden bedre ved at skelne mellem tre former for træthed ved kroniske smerter:

  • Den fysiske træthed - også kaldet "fatigue" - mærkes ved, at man hurtigere bliver udmattet - dvs. at der er mindre strøm på batteriet. Trætheden skyldes muligvis, at kroppen er i en øget stresstilstand, lidt som når man har influenza.
  • Den mentale træthed kan skyldes, at hjernen er i konstant alarmberedskab, fordi den uafbrudt skal forholde sig til smerterne. Trætheden kan også skyldes bekymrede tanker om fx helbred og fremtiden – al denne tankeaktivitet kræver ekstra energi af hjernen.
  • Søvnighed, som kommer af dårlig eller for lidt nattesøvn.

Måske kan du genkende alle former for træthed? Måske er der en, der dominerer? Jo bedre du kender dig selv og din træthed, jo bedre kan du passe på dig selv og dine kræfter.

Noget af trætheden er en uundgåelig følge af kroniske smerter. Noget af trætheden kan man påvirke. I tjeklisten nedenfor indkredser vi den træthed, det er muligt at påvirke. Er der noget bestemt, der særligt udløser træthed hos dig? Kan du prøve at påvirke den ting i en periode og se, hvad der sker?

Årsager til træthed – en tjekliste


Fejler du noget ud over de kroniske smerter?

Selv om træthed og kroniske smerter hænger sammen, kan andre sygdomme som blodmangel, stofskiftesygdomme og depression også give træthed. Er det en idé at få en god snak med din egen læge, om der kunne være andre sygdomme, der gør dig træt?

Svinger din træthed i løbet af døgnet?

Oplever du at blive mere træt sidst på dagen eller måske efter arbejde? Du kan eksperimentere med at lægge et hvil ind i løbet af dagen, fx i form af en afspændingsøvelse. Det kan ofte hjælpe. Små pauser jævnt fordelt over dagen kan også lade batteriet lidt op.

Følges din træthed og dit smerteniveau ad?

Har du mulighed for at fordele dine aktiviteter mere jævnt over dagen? På den måde kan du undgå for mange toppe af smerter, der udløser træthed. Læs om aktivitetsregulering i artiklen: Få mere ud af færre kræfter.

Har du mange bekymringstanker?

Kroniske smerter sætter krop og sind i alarmberedskab, og det kan åbne for mange bekymringstanker – både om, hvordan det skal gå med helbredet, men også om ikke at slå til eller kunne nå det, man gerne vil. Man kan lære at sænke sit alarmberedskab, og i vores daglige arbejde i Smertecentrene ser vi ofte, hvor meget det kan hjælpe. Måske det også vil kunne hjælpe dig?

Sover du dårligt?

Dårlig søvn er ofte et problem ved kroniske smerter - og søvnen kan blive bedre.  Du skal dog nok indstille dig på, at du ikke kan sove dig helt fra den fysiske og mentale træthed.

  Det ved smerteeksperterne

Forskerne undersøger, hvorfor mennesker med kroniske smerter bliver så trætte. En af deres teorier går på, at kroppen har en forsvarsreaktion, der er kørt af sporet.

Når vi fx får influenza eller halsbetændelse, bliver vi trætte, får ondt i kroppen og har brug for ekstra hvile og søvn. Det er en hensigtsmæssig reaktion. Kroppen sørger for, at vi tager den med ro og gemmer kræfterne til at bekæmpe den virus eller bakterie, der angriber os. Det er nogle bestemte signalstoffer produceret i hjerne og blod, som fremmer denne reaktion. Disse signalstoffer er med til at danne kroppens forsvarsreaktion på sygdomme.

Måske er noget lignende på spil ved kroniske smerter – selv om det her er en uhensigtsmæssig reaktion. Måske overproducerer hjernen – af grunde vi endnu ikke forstår – de signalstoffer, der udløser træthed.

Det forsøger forskerne at blive klogere på for på den måde bedre at kunne behandle kroniske smerter.

?¿ Spørgsmål og svar

Man kan ikke sove sig helt ud af den mentale træthed og fysiske udmattelse, som smerterne kan medføre. Men når det er sagt, har de fleste af os brug for lige at vågne om morgenen. Kan du give dig selv lidt ekstra tid om morgenen og se, om det hjælper?

Du spørger om noget, der fylder meget i tankerne hos mennesker med kroniske smerter. Det barske svar er – det ved vi ikke. Vores erfaring er dog, at trætheden svinger mellem gode og dårlige perioder.

Det er godt, at du tager et hvil eller to i løbet af dagen for at lade batterierne op. Men prøv at lægge mærke til, om det sker på bekostning af din nattesøvn?

Ja – en del smertemedicin har træthed som bivirkning. Særligt morfin kan være et problem. På den anden side kan smerter også gøre dig træt, så du og din læge må sammen arbejde på at finde den bedst mulige balance.

Du kan få tjekket din D-vitamin og blodprocent status. Men det er sjældent den eneste forklaring på træthed.
Din kost er vigtig: Mennesker med kroniske smerter har i den grad brug for det rigtige brændstof for at kunne køre. Prøv at spise efter kostrådene, så godt du kan.

Det er godt, at du hviler dig – det har du brug for. Men holder du dig i ro næsten hele tiden? Hvis man sparer for meget på sine kræfter, bliver man faktisk mere træt. Og modsat, bevægelse kan på lang sigt forebygge træthed. Kan du prøve at røre dig hver dag? Det behøver ikke være hård motion. En lille daglig gåtur, hvor du kommer ud i luften, kan gøre dig godt.

Selv om træthed er en almindelig følge af smerter, er det godt at være opmærksom på forværringer. Er din træthed pludselig blevet værre? Trækker du dig fra omverdenen mere end før? Har du generelt mistet glæden ved oplevelser, der plejer at give energi?
Det er vigtigt at få undersøgt, om der kan være tale om en depression. Tal evt. med din læge.

APPFWU01V