Fysisk aktivitet kan påvirke dine smerter
Mange mennesker oplever, at træning hjælper på deres smerter. Andre oplever ingen væsentlig effekt, og nogle oplever endda, at smerterne kan blive værre, når de træner. Har man den erfaring, kan det være svært at få begyndt med at være mere fysisk aktiv.
Skrevet af: Fysioterapeut Henrik Bjarke Vægter
Fysisk aktivitet kan påvirke vores smerteoplevelse. Et af de mest oplagte eksempler på det ses hos idrætsudøvere. Her er der en god cocktail af stamina og forskellige smertelindrende stoffer i spil, der gør, at de kan blive ved, selvom kroppen presses til det yderste.
Når man har kroniske smerter, bliver situationen mere kompliceret. En del vil kunne opleve smertelindring ved fysisk aktivitet. Men for andre vil fysisk aktivitet og motion medføre flere smerter.
Øget smerte eller træningsømhed
Den svære opgave er her at skelne mellem opblussen i de kroniske smerter, og smerter og ømhed fordi kroppen er uvant med bevægelse.
Oplever du en opblussen i dine kroniske smerter, når du er fysisk aktiv, er det en afvejning af, hvad der er hensigtsmæssigt for dig. Definér for dig selv, hvor meget du er OK med, at smerterne stiger i forbindelse med fysisk aktivitet. Fokusér på ikke at være inaktiv, men hold også igen med bare at køre på.
Oplever du ømhed og smerter fra muskler og led, fordi kroppen er uvant med bevægelse, vil smerterne som regel aftage efterhånden, som kroppen vænner sig mere til det. Her er det mest hensigtsmæssigt at øge din aktivitet med små skridt.
I artiklen Bevæg dig med kroniske smerter skriver vi mere om at komme i gang med fysisk aktivitet. Kroppen er stærk, så stol på den, selvom du har ondt.
Det ved smerteeksperterne
Fysisk aktivitet og smerte:
En lang række undersøgelser har vist, at træning og fysisk aktivitet, både kortvarigt og over en længere periode, kan påvirke oplevelsen af smerte, både hos raske og hos mennesker med kroniske smerter.
Hos nogle personer medfører træning mindre smerte, hvilket sandsynligvis er relateret til frigivelse af forskellige hormoner og smertelindrende stoffer i kroppen.
Det er bare ikke alle, der oplever mindre smerte under eller efter træning. Hvorfor det er sådan, forskes der fortsat i.
?¿ Spørgsmål og svar
Aktivitet har mange former, så find noget, der giver mening for dig og hvis muligt, noget du kan li’. Lad ikke andre fortælle dig, at de aktiviteter du gør, er forkerte eller farlige. Det vigtigste er at reducere inaktivitet, og det er aldrig for sent at ændre på dette.
Det behøver det ikke. Selv let fysisk aktivitet kan have en positiv effekt. Hvis du foretrækker, at din aktivitet er mere intensiv, så er det også OK.
Mange mennesker oplever, at fysisk aktivitet eller træning hjælper på smerterne, og for nogle mennesker forsvinder smerterne helt. Mange mennesker oplever dog, at smerterne fortsætter på trods af kortere eller længere perioder med træning. Men vi ved i dag, at for alle mennesker uanset alder, smerter og helbredstilstand, så har træning og fysisk aktivitet en lang række positive effekter på fysisk og mentalt helbred. Læs mere i rubrikken "Det ved smerteeksperterne" i artiklen Fysisk aktivitet, motion eller træning når du har smerter.