Hvad sker der, når vi knokler på?
Mange mennesker med kroniske smerter prøver at nå dét, de gjorde før på trods af smerternes indtog. De fleste mennesker med kroniske smerter vil opleve, at smerterne bliver forværret efterhånden, som de bliver udmattede. Det behøver ikke betyde, at de knokler for meget på, blot at der er brug for en pause
Skrevet af: Psykolog Jesper Fredslund Pedersen
Når man er aktiv, flytter det ofte fokus væk fra én selv, smerterne, negative tanker og følelser. Vi hører derfor tit fra mennesker med kroniske smerter, at de opnår en særlig gevinst ved at give sig hen til en aktivitet.
Men vi ser også, at mange kan blive så opslugt af aktiviteten, at de bliver ved for længe og presser sig selv for hårdt. Prisen bliver på den “korte bane” udmattelse og flere smerter mange dage efter. På den “lange bane” ender mange med skiftevis at presse sig selv maksimalt for at opnå dét, man gerne vil, og skiftevis bruge mange dage på at ligge brak pga. udmattelse og flere smerter. Men med tiden falder energien yderligere, og mange ender i en ond spiral med mindre energi og flere smerter.
Som smertespecialister ser vi to former af overaktivitet. Måske kan du genkende begge former for overaktivitet fra din hverdag? Måske er der en, der dominerer?
“Ja-hatten”
De fleste kender til dét at blive opslugt af en aktivitet, at glemme tid og sted, og efterfølgende stå tilbage med et resultat, hvor man tænker “Ja! Fedt”. Og med flere smerter!
Det er en form for positiv stress, hvor resultatet er prisen værd, og humøret er højt, fordi man når dét, man satte sig for. Man bliver bekræftet i, at man stadig kan noget af det samme som før, og det giver derfor mening at blive ved i dette mønster, på trods af flere smerter.
“Kampen for overlevelse”
Når smerterne flytter ind, bliver vores energiniveau ramt, og det er ikke lige så nemt at nå det, vi gerne vil. Når man udmattet kigger tilbage på en dag, hvor man har knoklet for at nå det man “skal”, og tænker tilbage på livet før smerterne, kan humøret komme til at dykke.
Man knokler alt, hvad man har lært og synes alligevel aldrig, det er godt nok. Det fører til, at man knokler endnu hårdere for at blive mere tilfreds med sig selv. Vi hører ofte “jeg knokler for at beholde min identitet”, og det er meget sigende for dette reaktionsmønster.
Det kan du gøre
Overaktivitet er ikke altid skidt, men er sjældent en holdbar løsning på den lange bane. Det er vigtigt at fastholde aktiviteter, men også at være i stand til at holde pauser, så smerterne er så stabile som muligt, da ustabile smerter kan give et ustabilt humør.
Jo bedre du kender dig selv og dine måder at gå til en aktivitet på, jo bedre kan du passe på dig selv og dit energiniveau. Vi har samlet nogle ideer til dig her, som du måske kan have gavn af.
Bliv bevidst om dit aktivitetsmønster
- Hvornår kører du i overaktivitet?
- Kommer du også sommetider i underaktivitet ?
- Hvordan er humøret? Tænker du ”Ja! Fedt.” Eller tvivler du på, om det er godt nok, det du gør.
- Er aktiviteten prisen værd?
Indlæg pauser
- Hvordan kan pauser passes ind i løbet af dagen?
- Pauserne gør dig i stand til at mærke efter, hvor du er henne, og om kroppen er i stand til dét, du gerne vil, lige nu.
- Pauserne behøver ikke være længere end 10 minutter og kan med fordel lægges hyppigt, det vigtigste er, at kroppen lige får lov til at slappe af.
Søg hjælp
- Dykker humøret, og er det svært at håndtere din situation, så søg hjælp.
- Du kan få hjælp, f.eks. på Smertecentrene til at håndtere din situation.
- Det er svært, og hårdt arbejde, at vænne sig til et liv med smerte, men det kan lade sig gøre.
Det ved smerteeksperterne
Ideen om overaktivitet er blandt andet præsenteret af en tysk psykologiprofessor i en model der hedder Avoidance-Endurance modellen.
Modellen blev udviklet på baggrund af forskernes interesse for, hvorfor nogle med akutte rygsmerter udvikler kroniske rygsmerter, og andre ikke gør.
Teorien går ud på at der findes tre mindre hensigtsmæssige mønstre at håndtere smerter på.
- Overaktiv med ”ja-hatten” (Endurance type 1)
- Overaktiv med ”kamp for overlevelse” (Endurance type 2)
- Underaktiv (Avoidance)
Den mere hensigtsmæssige måde at håndtere smerte på er et mere blandet mønster med både aktivitet og hvile.
Der er stadig kun få undersøgelser med denne model på mennesker med andre former for kroniske smerter, men de tyder på, at det er en brugbar model mere generelt.
?¿ Spørgsmål og svar
Det lyder som en klassisk problematik, mange mennesker med kroniske smerter kommer ud for.
Man bliver ivrig for at være der for andre og glemmer selv at mærke efter undervejs, og kommer derfor til bevidst eller ubevidst at overaktivere.
Vi ved, at overaktivitet kan forværre smerterne dagene efter og at blive passiv heller ikke hjælper meget på smerterne.
Prøv evt. at læse artiklen om aktivitetsregulering, og husk på, at du muligvis når det samme, hvis du spreder aktiviteten ud over længere tid.
Aktivitet er godt, men for megen aktivitet giver smerteforværring. Tanker om at være ved at gå i stå, eller at skulle leve op til andres forventninger, kan være med til at gøre, at vi presser os selv for meget.
Læs evt. Vores artikel om leveregler og den kognitive diamant for at få indblik i, hvordan tanker og leveregler kan være med til at presse os.
Ja, mange af os har lært at yde, før vi kan nyde. Det kan være svært at skulle drage omsorg for sig selv, særligt når det ikke er dét, vi har lært at have fokus på.
Dette er dog nødvendigt i perioder, hvor man er mere presset, end man er i andre perioder.
Det er svært at bryde gamle vaner, og ofte kommer vi til at sammenligne os selv, med det vi kunne tidligere, eller sammenligne os med andre for at bestemme, hvad vi er værd.
Det væsentlige er her at blive opmærksom på egne krav til dig selv, eller fra andre, og få snakket med nogle omkring det.
Andre deler deres erfaringer
"Før kom jeg rigtig langt på kort tid, men fik mange smerter efterfølgende og var sengeliggende et par dage efter. Nu kører jeg med “halv-gas”, og når faktisk mere med mindre smerter end før."
"Det er så kedeligt at aktivitetsregulere, men det virker bedre for min krop, og jeg er ved at vænne mig til det."
"Den største udfordring for ikke at tilpasse mit aktivitetsniveau er helt klart mig selv, og mine tanker."