STOP op og prioriter
Bliv bevidst om hvordan du har det og træf aktive valg
Når man har haft smerter i lang tid, kan det være svært at mærke sin krop og reagere hensigtsmæssigt, hvis man havner i en overvældende situation. Så ender man måske med at gå i baglås eller overskride sine grænser. STOP-øvelsen hjælper dig til at mærke, hvordan du egentlig har det, og samtidig til bevidst at vælge, hvordan du gerne vil reagere.
Man kan bruge øvelsen til at træne sig selv i at blive mere bevidst om selv at træffe aktive valg for sine handlinger. Øvelsen tager ca. ét minut at lave.
Sådan gør du:
S betyder ’Stop op’.
Prøv nu at stoppe den aktivitet, du er i gang med.
T betyder ’Træk vejret’.
Prøv nu at trække vejret godt igennem. Se om du kan gøre din vejrtrækning langsom og dyb. Gør dette tre gange.
O betyder ’Observer’.
Prøv nu at observere dig selv, din krop, dine tanker, dit humør og dine omgivelser lige her og nu. Hvad mærker du? Hvad tænker du? Hvad hører du? Er du sulten? Træt? Trænger du til at komme på toilettet? Er du øm i nakken eller andre steder i kroppen? Er du træt i hovedet? Er du irriteret? Er du generet af larm eller dårlig luft? Prøv om du kan lægge mærke til dig selv på en åben, nysgerrig måde – uden at dømme. Lige nu er ingen observation mere rigtig eller vigtig end andre.
P betyder ’Prioriter’.
Med baggrund i dine observationer kan du til sidst prioritere, hvad du vil gøre, nårstop-øvelsen er slut. Vil du rejse dig op og bevæge skuldrene? Vil du drikke et glas vand? Måske gå på toilettet? Måske var du på rette vej og skal bare fortsætte den aktivitet, du var i gang med.
Hvordan føltes STOP-øvelsen? Kunne den give dig en lille pause til at finde frem til dig selv? Hvis du har mod på at prøve igen, kan du beslutte dig for, hvor mange gange om dagen, du vil lave den. Et udgangspunkt kan eksempelvis være, at lave øvelsen én gang pr. time. På et tidspunkt vil du sandsynligvis opleve, at du får nemmere ved at tolke dine smerter og andre kropslige signaler og reagere på en måde, så du får det bedre. Mange oplever med tiden, at de automatisk laver en stop-øvelse, når en situation spidser til.
Du kan printe STOP øvelsen her. Så kan du hænge den et sted du ser den, som en påmindelse.