Din nødplan
Skibe har altid en evakueringsplan i tilfælde af brand. På samme måde kan mennesker med kroniske smerter lægge en nødplan, der kan hjælpe dem gennem perioder med forværringer.
Hvis man på forhånd har en plan, slipper man for at bruge kræfter på at finde løsninger, når smerterne er værst.
Sådan gør du
Kend dig selv i dine dårlige perioder
Når en dårlig periode er i anmarch, kan man instinktivt få lyst til at lade som ingenting – så går det nok over. Men det kan gøre det svært at genkende tegnene på de dårlige dage. Hvis du kender tegnene på, hvornår en forværring er på vej:
- ved du, hvornår du skal reagere – hvornår det er NU, du har brug for aflastning
- kan du skelne mellem velkendte og nye smerter.
Brug derfor lidt tid på at svare på følgende spørgsmål:
- Hvor længe plejer en forværring at vare for dig? Nogle timer eller et par dage?
- Kan du mærke, om det er en ny smerte, der er kommet til? Eller kan du genkende dit smertebillede? Hvis det er en ny slags smerte, råder vi dig til at tale med en behandler
- Hvordan reagerer du på en forværring? Bliver du overvældet af bange tanker om ting, der kan ske? Bliver du mere træt og kortluntet? Svaret kan give dig ideer til, hvad du har brug for i din nødplan.
Bliv praktisk
Praktiske tiltag, der kan aflaste dig
- Overvej hvad dine børn har brug for fra dig, når du har en forværring og læg en plan for, hvad de skal vide.
- Læg en plan for, hvad dine nærmeste skal vide. Har de fortalt dig, hvad de har brug for fra dig, når du har en forværring?
- Har du nogen i dit netværk, der kan træde til, når du må træde tilbage? Nogen der holder overblikket?
Aftal på forhånd
- hvem der går tur med hunden
- hvem der henter børn/legeaftaler
- hvem der handler ind
- hvem der tager sig af den mest nødvendige rengøring
- hvem der ringer efter take-away
Andre tips
- Når du er i en god periode, så lav flere portioner aftensmad og læg nogle af dem i fryseren
- Mind dig selv om, at den dårlige periode går over igen – og indtil da holder du dig til din nødplan
- Vær bevidst om, hvad der gør dig godt – fx et bad, en god film, en lille gåtur i naturen
- Kend dine livliner – du kan fx kontakte Smertelinjen
Lav din egen nødplan
Du kan bruge vores skabelon til nødplan eller lave din egen – det vigtigste er, at du laver den og lægger/hænger den et sted, hvor alle kan finde den, når I har brug for den.
Det kan være noget af en overvindelse at give sine smerter så mange ord. At dele sin inderste sårbarhed med andre. Kan du tage emnet ”nødplan” op med dine nærmeste i en god periode? Hvis de kender til og forstår baggrunden for din nødplan, sparer den dig for mange ord, når du er presset.